Whats up Silverlake!

Staying at the house of the awesome Brian Lee Hughes in Silverlake.

We are all here checking out the scene and we are liking it. Just can’t
get enough of them palm trees.

Ran into Aron Rose on the boulevard - where cool people go.

This is the text that Knud Romer Jørgensen supplied for my second solo-show at V1 Gallery. I just had some words of encouragment from his friend journalist Mads Lund(at Bastard Film). It made me reread the piece. It is in danish, because the English version sucks.

V1 er en af de der mange nye butikker, som er åbnet på Vesterbro med kunst/design/tøj/grafik/streetart og DJs. De bliver fremstillet på samlebånd på en stor fabrik lige syd for München, der også laver irske pubber, jydske gågader og McDonalds Franchises. Det er muligt at ringe derned og bestille en pakke; så kommer det færdigt som sæt i containere, og de har deres egne polske håndværkere med. Det kan sættes op på få dage, og polakkerne er efterhånden pissedygtige til at lave autentiske tags og give det hele det lækre trashede look (ligesom de har en røgmaskine, der kan gøre den spritnye irske pub tilrøget overnight). Hvis man vil have alt inklusive, har de også et vikarbureau, der leverer autentiske irske bartendere til pubben og skaterdrenge med fake tusser og baggy bukser til streetwearbutikken og kunstgroupies fra KUA til gallerierne - og Strecker er storkunde og ejer (hvad næsten ingen ved) over 85% af butikkerne i København og omegn.
Jeg har svært ved at forestille mig kunst som andet end et medie til at flytte rundt på social kapital, hvor forkælede overklassebørn lever det evige fritidsliv med fadøl og hvidvin og små frikadeller og simulerer indhold, mens de udveksler tips og tricks til fundraising, kuratorkontakt og networking fra V1 på Vesterbro i den ene ende af byen til Bredgade og Galleri Asbæk i den anden ende med Dronning Margrethe og hendes H. C. Andersen akvareller i toppen. Lige som Zentropa er det meste af det et skattecirkus forklædt som kreativ virksomhed, og det store spørgsmål er, om man ender med at blive købt af Nordea eller Nykredit?
Det er meningen, at jeg skal besøge Thomas Øvlisen og se hans malerier – af alle steder i Gl. Holte - og jeg hader mig selv på vej op ad Helsingørmotorvejen – Gentofte, Søllerød - og det skal blive løgn. Hvis det her overhovedet handler om noget, så er det, hvorfor Thomas Øvlisen mon fik en helside i Børsen, før han overhovedet havde en udstilling, og om det mon er, fordi ”Thomas Øvlisen valgte familiefirmaet Novo fra - som både hans oldefar, morfar og far har stået i spidsen for - da han for syv år siden søgte om optagelse på kunstskole i New York.” Novo Nordisk, New York, og selvfølgelig har han en gallerist i NY, som kalder sig for Klaus von Nichtssagend – det tror jeg på - kan det blive værre?

Ja, det kan det sagtens, og gudhjælpemig om der ikke står i et – host – interview på www.kopenhagen.dk, at ”På malerierne jeg lavede på Mallorca (Thomas Øvlisen har været på Mallorca i 2 måneder, inviteret af Galleri Asbæk) skød jeg med et haglgevær mod malerierne, men det synes jeg var lidt for gimmicky.” 2 måneder? På Mallorca? Som gik med at skyde med haglgevær efter lærreder? Tak til Patricia Asbæk, og welcome to the leisure class, der forstår at kombinere jagt med kunst efter at have stået lidt på vandski og nydt en coctail, og gudhjælpemig om der ikke bagefter står, at “Martin Asbæk, der har fulgt malerierne, har en utrolig god kompositorisk måde at hænge malerier op på”. Det eneste jeg vil se hængt, er hele Nordsjælland mellem Louisiana og Sommerballetten, og jeg kan ikke mere, og vi kan lige så godt droppe det.

For hvad skulle der være at sige – og i hvilket sprog? Galleri Veggerby skriver for eksempel om deres kommende udstilling, at ”Random og determinisme, kaos og kosmos smelter sammen og bliver ”Kaosmos” i Deleuziske termer, og tidslighed i maleriets udførsel skaber, såvel som det konkret visuelle, dynamik igennem maleriet.” Sådan lyder den slags, og det er ren ornament, der skal demonstrere en universitær dannelseskultur og tilføre en tåget betydningsfuldhed og værdi til cirkusset, og det er ikke til at holde ud at høre på.

Efter en halv times kørsel ankommer jeg på et landsted, der ligger op til Søllerød Golfklub, og en mand kommer ud og spørger, hvad jeg vil, og om jeg har en aftale? Gud fanden har jeg en aftale, eller hvad skulle jeg ellers tage helt her ud på Lars Tyndskids mark efter? Han vifter med hånden og beder mig om at køre væk fra gårdspladsen og holde omme bagved, og det tager den sidste rest af goodwill, som skulle være tilbage, og jeg er klar til at slagte Thomas Øvlisen, der kommer gående med sin jagthund og en golfkølle i hånden og hilser.

Vi kigger på malerierne, som hænger i laden, og Thomas peger på dem med golfkøllen og fortæller, og så sætter vi os ud i solen og drikker kaffe og taler om alt det, der står i vejen for at være kunstmaler i det hele taget og male abstrakte billeder og – endnu værre – landskabsmalerier? Og så varegøre dem og sælge dem til storkapitalen, fordi ens far kan åbne alle døre - og tro, at man kan slippe afsted med det? Modernismen er død for længst, og alt fra Jorn til Kierkeby er sofakunst, der dyrker en hedengangen æstetik. Det er et umuligt projek, som Thomas Øvlisen er ude i, og han ved det godt – og sletter maleriet i takt med, at det dukker op på lærredet, og begynder så forfra og sletter det igen, og sådan fortsætter det ellers i en uendelighed.

For der er uendelig mange grunde til at hade et landskabsmaleri, som bliver malet i de priviligeredes resort på Mallorca og udstillet i V1 på Vesterbro og siden hænger i Price Waterhouse, og Thomas Øvlisen maler og sletter og sliber ned i månedsvis, hvor landskab efter landskab dukker op og forsvinder i lag efter lag, og spørgsmålet er bare, hvornår – og hvordan – han overhovedet holder op? Det gør han, når der er hul igennem alt det her – fordommene, kunstmiljøet, markedet, postmodernismen – og der kommer en følelse frem, som stammer et helt andet sted fra.

Det er oplevelsen af at være dreng og sidde i haven og kigge på søen og være glad, og når det skinner igennem maleriet, kan resten passe sig selv, og mere kompliceret er det ikke, og det kan være svært nok at nå frem til. Det er emalje og billak, som Thomas maler med og sliber ned lige som en autolakør – og malerierne er lige så meget objekter og en bilkirkegård i naturen, og når rusten sætter ind, er det naturen, som tager over og vender tilbage i sin fjende nummer 1: bilen. Det er et glimt af det naturlige, det levende og det umiddelbare og følelsesmæssigt forpligtende, der er målet for malerierne midt i det mest kunstige, som findes – kunst - og jeg tror på ham, når han siger det, og så kan de ellers rende mig. For kraften æde mig om ikke manden fra før kommer farende og peger på min bil og beder mig om at flytte den, fordi den er grim og skæmmer landskabet? Det er en bordeaux Toyota Carina, den lugter af cerut og tilhører min far, som er blevet for gammel til at forny sit kørekort, og der går lang tid, før jeg sætter mine ben i Nordsjælland igen.